Forhold til anden lovgivning og planlægning

Kommuneplanens hovedstruktur

Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur. Nedenstående overskrifter er et udsnit af kommuneplantemaer, som er relevante for nærværende lokalplan. 

 

Byudvikling og bosætning

Lokalplanområdet har i Kommuneplan 2021- 2033's boligrækkefølgeplan prioritet 1 som byudviklingsområde. Boligrækkefølgeplanen skal sikre både en hensigtsmæssig byudvikling og et tilstrækkeligt og fleksibelt udbud af arealer til byudvikling. Lokalplanområdets prioritering i boligrækkefølgeplanen er et udtryk for, hvordan boligområdet prioriteres i henhold til kommunens overordnede byplanlægning.

Kommuneplanens bosætningsstrategi fokuserer på, hvilke boligtyper og steder, der kan danne grundlag for øget bosætning.

Landsbyen Tved ligger i Kommuneplan 2021 - 2033 i lokalområde Svendborg Nord. Bosætningsstrategien angiver, at bosætning skal tage udgangspunkt i de enkelte lokalområders styrker og særlige identiteter. Derudover skal ny planlægning for boliger vurderes ud fra det potentiale for øget bosætning, der er i de enkelte lokalområder.

Planlægningen er i tråd med Svendborg Kommunes ønsker om øget bosætning og planlægningen understøtter kommunens bosætningsstrategi. Lokalplanen understøtter bosætningsmulighederne i området og skaber rammerne for udvikling af et mere varieret boligudbud.

 

Erhverv og Turisme

Produktionsvirksomheder

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et udpeget konsekvensområde til produktionsvirksomheder.

Øst for Ørbækvej ligger et større erhvervsområde omkring Norgesvej med et konsekvensområde, hvis afgrænsning følger Ørbækvej.

 

Kulturarv

Kirkebeskyttelsesområder

Lokalplanområdet ligger inden for kirkebeskyttelsesområde omkring Tved kirke.

Idet lokalplanen kun tillader bebyggelse op til 2 etager/maksimalt 8,5 m bygningshøjde, vurderes realisering af boligområdet ikke at få indvirkning på udsigten til og fra kirken eller oplevelsen af kirken som et markant kendingsmærke.

 

Natur

Grønt Danmarkskort

Lokalplanområdet er ikke omfattet af grønt Danmarkskort.

 

Geologi og grundvand

Hele lokalplanområdet ligger inden for område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Den nordøstlige del af lokalplanområdet ligger desuden inden for Tved Vandværks indvindingsopland (IOL), men udenfor boringsnære beskyttelsesområde (BNBO) og nitratfølsom indvindingsopland (NFI).

Byudvikling til boligområder vurderes ikke at være en arealanvendelse, der udgør en væsentlig fare for forurening af grundvandet. Ifølge kommuneplanen
må der indenfor BNBO og NFI indenfor indvindinsoplande til almene vandværker (IVO) som udgangspunkt ikke nedsives vand fra veje, P-pladser eller kørearealer uden forudgående rensning.

For at tage særlig hensyn til grundvandet må overfladevand fra vej- og parkeringsarealer
ikke nedsives, men skal føres til regnvandsbassin. Tagvand vurderes at kunne nedsives efter gældende regler.

 

Klimatilpasning

Lokalplanen fastlægger tiltag, som tager hensyn til påvirkning af klimaet med planlægningen. Herunder kan nævnes bl.a.:

  • Opsamling af regnvand i regnvandsbassiner og regnbede
  • Omfangsrige fællesarealer med beplantning, der bidrager til at tilbageholde regnvand.
  • Mulighed for at tage udføres som grønne tage med beplantning af sedum eller lignende. Grønne tage bidrager til at tilbageholde regnvand.

Kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning.

Kommuneplanens rammebestemmelser

Lokalplanen er i overensstemmelse med den gældende kommuneplan.

Lokalplanområdet omfatter hele rammeområde 03.01.B.839.

Rammeområde 03.01.B.839- Boligområde Ørbækvej

Anvendelse: Boligområde
Plandistrikt: Svendborg Nord
Fremtidig zonestatus: Byzone
Udstykningsforbud: Udstykning er tilladt inden for rammeområdet
Bebyggelsesprocent: 30 % beregnet ud fra området som helhed
Maks. antal etager: 2
Maks. bygningshøjde: 8,5 meter

Områdets anvendelse:
Boligformål i form af fritliggende énbolighuse, dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og etagebebyggelse.

Specifik anvendelse:
Etageboligbebyggelse, Tæt-lav boligbebyggelse, Åben-lav boligbebyggelse

Særlige bestemmelser:
Vejadgang til området skal være fra Ørbækvej. Der må kun planlægges for boliger i 1 etage tilstødende de eksisterende boligområder mod nord og vest.

Lokalplanen omfattet desuden et mindre areal på ca. 450 m2 ved Walkendorffsvej beliggende inden for kommuneplanens rammeområde 03.01.B.429 til åben-lav boligbebyggelse. Lokalplanen udlægger området til friareal og stiforbindelse uden mulighed for bebyggelse, hvorfor rammebestemmelserne for 03.01.B.429 ikke vurderes relevante.

Gældende lokalplaner

Størstedelen af lokalplanområdet er omfattet af gældende lokalplan 001. 290 Facader og skilte vedtaget i 1999.

 

Ophævelse af lokalplan

Med Kommunalbestyrelsens vedtagelse af lokalplan 643 ophæves lokalplan 001. 290 for den del, der omfatter nærværende lokalplanområde.

 

Servitutter

Ejere og bygherrer er selv ansvarlige for at sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler og ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres inden jordarbejder påbegyndes.

Ved udarbejdelsen af lokalplanen er der registreret følgende servitutter, som kan have betydning for bygge- og anlægsarbejde inden for lokalplanområdet. Svendborg Kommune påtager sig ikke ansvaret for eventuelle fejl og mangler.

Liste over servitutter:

På matr. 16q, Tved by, Tved

  • 10.1930-924389-36, Dok om byggelinier mv.
  • 02.1971-647-36, Dok om adgangsbegrænsning mv.

Herudover er det konstateret, at der på ejendommen ikke er tinglyst en vejbyggelinje langs Ørbækvej ulig øvrige ejendomme langs Ørbækvej. Matrikel 16q har tidligere hørt under matr.nr. 16a, hvor der er tinglyst en vejbyggelinje langs Ørbækvej, hvorfor den manglende tinglysning på 16q formentligt skyldes en fejl. Vejbyggelinjen langs Ørbækvej er derfor overholdt og indarbejdet i lokalplanen.

 

Aflysning af servitutter

Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen gennemført en servitutundersøgelse for de inden for lokalplanområdet belyste servitutter. Ingen servitut aflyses i forbindelse med vedtagelse af denne lokalplan.

CittaSlow

Svendborg Kommune opnåede i 2008, som den første danske kommune, medlemskab af den internation­ale Cittaslowbevægelse.

Ved at være en del af Cittaslow, har Svendborg Kommune forpligtet sig på at planlægge og udvikle kommunen med udsyn, kvalitet og omtanke.

Vi skal bruge de moderne og teknologiske løsninger på en kreativ måde, med afsæt i de lokale særpræg, traditioner og historien.

Svendborgs lokale særpræg, traditioner og historie er forankret i naturen, landskaberne, det maritime, det kulinariske, de velbevarede historiske bygninger, de snoede gader og de levende landsbyer, et aktivt foreningsliv, en stærk høj- og friskole tradition, masser af kulturtilbud, levende havnemiljøer, smukke landskaber - og uanset hvor du er, så er det hele tæt på.

Lokalplanen skal understøtte det gode byliv og det lokale særpræg ved bl.a. at:

  • Skabe grundlag for en boligudbygning, der understøtter Tved som et selvstændigt lokalsamfund.
  • Skabe et sammenhængende boligområde, der medvirker til et varieret boligudbud i Tved.
  • Skabe mødesteder og stiforbindelse, som opfordrer til fællesskab og lokalt engagement i Tved

Svendborg Kommune må ikke vedtage planer, der kan skade arter eller naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Nature 2000- områder, eller yngle- og rasteområder for arter på EU’s habitatdirektivs bilag IV. Alle planer og projekter skal derfor vurderes i forhold til, om de kan skade Natura 2000-områder eller strengt beskyttede arter på direktivets bilag IV.

 

Natura 2000

Lokalplanområdet er ikke omfattet af eller beliggende i umiddelbar nærhed af områder, der er udlagt til Natura 2000 område.

Nærmeste Natura 2000 område er N241 Rødme Svinehaver og N242 Thurø Rev, som begge er beliggende over 7 km henholdsvis nordvest for lokalplanområdet og henholdsvis sydøst for lokalplanområdet.

 

Habitatbekendtgørelsen §6

I habitatbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde.

Kommunen må ikke vedtage en plan, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Habitatbekendtgørelsen indeholder i § 11 et krav om, at alle planer og projekter skal vurderes i forhold til deres virkning på bilag IV-arter.

I habitatsbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde.

Ifølge udbredelseskort fra Bilag IV Håndbogen og kommunens øvrige oplysninger er det planlagte område beliggende i udbredelsesområdet for følgende arter på habitatdirektivets Bilag IV (Bilag IV-arter):

Pattedyr: Hasselmus, vandflagermus, brunflagermus, brun langøre, sydflagermus, frynseflagermus, troldflagermus odder- og dværgflagermus

Krybdyr: Markfirben

Padder: Stor vandsalamander og springfrø

Kobberbækken mod syd samt Frydenlundskoven kan være levesteder for Bilag IV-arter. Svendborg Kommune har ikke registret eller har kendskab til at området kan være levested for Bilag IV-arter.

Der står et ældre kastanjetræ ved Walkendorffsvej, langs adgangen til lokalplanen fra nordvest, hvor der kan forekomme flagermus.
Træet vil ikke blive fjernet i forbindelse med lokalplanen og projektet tilpasses senere i processen af hensyn til bilag IV-arter, hvis det bliver nødvendigt.

Det er derfor kommunens samlede vurdering, at planen ikke vil betyde påvirkning af egnede levesteder for bilag IV-arter. Herunder bliver der ikke påvirket egnede yngle- og rastesteder for flagermus.

 

Naturbeskyttelsesloven

Fredede- og naturbeskyttede områder

Der er ingen fredede områder eller beskyttede naturtyper inden for lokalplanområdet.

Ved lokalplanens afgrænsning mod syd findes i skel et beskyttet vandløb – Kobberbækken.

Kobberbækken administreres og vedligeholdes af Svendborg Kommune, som er vandløbsmyndighed.

Lokalplanen bestemmer, at arealet langs Kobberbækken i en afstand på 10 m fra skel mod syd må anvendes som fri- og opholdsareal som vist på kortbilag 2.

Der må i en afstand på 10 m fra vandløbsmidte ikke foretages terrænregulering, etableres hegn eller lign. Der må inden for området alene etableres rekreativ stiforbindelse, driftsadgang til regnvandsbassin samt støjafskærmning langs Ørbækvej.

Udledning af overfladevand til Kobberbækken kræver særlig opmærksomhed, da Kobberbækken er målsat i vandområdeplanerne til god økologisk tilstand. Vandløbet er i målopfyldelse og man skal derfor være opmærksom på, at det ikke må påvirkes således at den tilstand kan ændres. Det gælder især ved kommende nye udledninger til kobberbækken som følge af byggeprojektet. Håndtering af overfladevandet, inden en udledning til Kobberbækken, skal derfor kunne godtgøre at der ikke vil være væsentlig negativ påvirkning af vandløbet.

Skovbyggelinje

Den sydlige del af planområdet er omfattet af en skovbyggelinje på 300 m omkring offentlig skov beliggende umiddelbart syd for Kobberbækken uden for planområdet. Realisering af lokalplanen forudsætter enten reduktion eller dispensation fra skovbyggelinjen.

Kommunalbestyrelsen har bemyndigelse til at dispensere fra skovbyggelinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, mens en reduktion af skovbyggelinjen forudsætter en afgørelse herom fra Miljøstyrelsen.

Svendborg Kommune har i planprocessen været i en positiv dialog med Miljøstyrelsen omkring en reduktion af skovbyggelinjen.

Boligområdet muliggjort i lokalplanen er disponeret således, at området nærmest skoven er friholdt for bebyggelse.

 

Jordforureningsloven

Der findes inden for planområdet ingen kortlagte arealer efter Jordforureningsloven.

Ligeledes er der i lokalplanområdet ikke områdeklassificerede arealer med antagelse om forurening og evt. analysepligt.

Generelt
Såfremt der under et bygge- og anlægsarbejde opstår mistanke ved syn eller lugt om jordforurening, skal arbejdet standses og Svendborg Kommune kontaktes.

 

Drikkevandsinteresser

Lokalplanområdet er beliggende inden for område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Herudover er den nordlige del af området beliggende inden for Tved Vandværks nuværende indvindingsopland (IOL) til Tved Vandværk.

Planlægning for et boligområde vurderes ikke at have negativ påvirkning for drikkevandsinteresserne.

 

Landbrugspligt

Planområdet er ved planens udarbejdelse landbrugsjord. Landbrugspligten ophæves ved erklæring fra landinspektør.

Museumsloven

Arkæologisk forundersøgelse

Svendborg Museums Afdeling for Arkæologi har foretaget en arkivalsk kontrol af lokalplanområdet og oplyser, at der ikke er registreret fund eller fortidsminder inden for planområdet, men anbefaler, at der laves en samlet arkæologisk forundersøgelse af lokalplanområdet

I god tid forud for påbegyndelse af bygge- eller anlægsarbejder, der medfører udgravning i lokalplanområdet, skal bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode Svendborg Museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder.

Viser resultatet af forundersøgelsen, at eventuelle væsentlige fortidsminder ligger problematisk i forhold til byggeplanerne har bygherre mulighed for at ændre på planerne, så fortidsminderne ikke forstyrres eller bygherre kan vælge at få fortidsminderne fjernet, dvs. udgravet.

Museet skal herpå indenfor en frist på 4 uger komme med en udtalelse om dette. Udgiften til arkivalsk kontrol og en eventuel større forundersøgelse afholdes af bygherren eller den, for hvis regning jordarbejdet skal udføres, jf. Museumslovens § 26, stk. 1-2.

Generelt
Skulle der ved et kommende jordarbejde fremkomme et jordfast arkæologisk levn som kulturlag, ildsteder eller affaldsgruber, så skal jordarbejdet standses i det omfang de arkæologiske levn berøres, og museet skal underrettes (Museumslovens § 27), Museet vil da så hurtigt som muligt tage stilling til, om jordarbejdet kan fortsætte, eller om der skal foretages en arkæologisk undersøgelse.

Trafikstøj

Lokalplanområdet er påvirket af trafikstøj fra Ørbækvej i et omfang, der overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj i boligområder. Det er således en forudsætning for områdets realisering som boligområde, at der etableres støjafskærmning der sikrer en overholdelse af grænseværdierne.

Der er i forbindelse med lokalplanprocessen udarbejdet en støjrapport, der sandsynliggør, at området kan støjskærmes i tilstrækkeligt omfang ved etablering af en afskærmning langs Ørbækvej i form af en støjvold med en topkote på 2,1 m over vejen.

Lokalplanområdet fastlægger areal til etablering af støjafskærmning som vist på kortbilag 2 og indeholder krav om dokumentation for overholdelse af støjkrav forud for ibrugtagning.

Virksomhedsstøj

Lokalplanområdet er beliggende vest for Erhvervsområde Øst, langs den østlige side af Ørbækvej. Lokalplanområdet ligger uden for det udlagte konsekvensområde omkring Erhvervsområde Øst.

Der er i forbindelse med lokalplanprocessen udarbejdet en støjrapport, der sandsynliggør, at boligområdet ikke vil være påvirket af støj fra det omkringliggende erhvervsområde.

Støjrapporten viser, at det nye boligområde ikke udsættes for støjpåvirkninger og at støjpåvirkningerne er tilsvarende de støjpåvirkninger som det eksisterende boligområde nord for lokalplanområdet oplever. Det eksisterende boligområde nord for lokalplanområdet vurderes at være beliggende i samme afstand og med samme placering i forhold til erhvervsområdet.  

På baggrund af støjrapporten vurderes det også, at erhvervsområdets nuværende godkendte aktiviteter ikke begrænses af denne lokalplan.

Vej, sti og parkering

Lokalplanområdet skal vejbetjenes fra én vejadgang fra Ørbækvej.

For at realisere vejadgang fra Ørbækvej vil der være behov for at foretage trafikmæssige foranstaltninger på den offentlige vej, i form af f.eks. venstresvingsbaner, indslusningsanlæg mv.  

Etablering af de nødvendige trafikale anlæg kan betyde en udvidelse af Ørbækvejs nuværende tracé, men vurderes som minimum at kunne etableres inden for arealet omfattet af vejbyggelinje på 15 m fra Ørbækvejs vejmidte, som er vist på kortbilag 2.

Ved ansøgning om adgang til lokalplanområdet kan ejere pålægges helt eller delvist at betale omkostningerne til de nødvendige trafikale foranstaltninger på den offentlige vej.

Herudover indeholder lokalplanen bestemmelser om fællessti, der leder bløde trafikanter fra lokalplanområdet til Walkendoffsvej og det øvrige Tved – herunder skole, idrætsfaciliteter og indkøbsmuligheder.

Parkering etableres i overensstemmelse med kommunens parkeringsnorm som enten parkering i tilknytning til den enkelte bolig eller som fælles parkering som vist på kortbilag 2.

Kollektiv trafik

Buslinje 250 har rute omkring lokalplanområdet og forbinder området med Svendborg by. Busruten har stoppesteder på både Ørbækvej og på Tvedvej.

Skole og institutioner

Lokalplanområdet ligger med ca. 0,5 km afstand fra Tved Skole, Skolevej 2, 5700 Svendborg.

Vandforsyning og renovation

Lokalplanområdet ligger i et område, hvor vandforsyning varetages af Tved Vandværk, Tved Kirkevej 17, 5700 Svendborg.
Der henvises til Svendborg Kommunes vandforsynings- og affaldsplan, regulativer og vedtægter.

 

Elforsyning

Elforsyningen varetages af Flow Elnet A/S. Etablering af el-anlæg (transformerstationer, kabelskabe og kabelanlæg) samt anvisning af tilslutningssteder i det kollektive elforsyningsnet varetages af Flow Elnet A/S. Det må forventes at nødvendigt areal til etablering af el-anlæg skal stilles til rådighed og afklares med Flow Elnet A/S. Der henvises i øvrigt til det liberale el-marked for så vidt angår leverandørvalg.

 

Varmeforsyning

Udenfor kollektive forsyningsområder
Størstedelen af lokalplanområdet ligger uden for vedtagne varmeforsyningsområder. Lokalplanområdet er ikke omfattet af gældende Varmeplan 2030. Der forventes at blive etableret bæredygtig varmeforsyning i form af jordvarme, varmepumper el.lign. Disse varmekilder kan med fordel suppleres af solceller.

 

Spildevandsplan

Området er planlagt separatkloakeret i Svendborg Kommunes Spildevandsplan 2020-2031.

Den private udvikler har udtrykt ønske om selv at håndtere regnvandet i området. Hvis der udføres et
projekt, hvor forsyningen ikke skal håndtere regnvandet, vil spildevandsplanen blive ændret til, at området er spildevandskloakeret.

Regnvandshåndtering

Lokalplanområdet er planlagt separatkloakeret, med en befæstelsesgrad på 30 %. Den private udvikler har udtrykt ønske om selv at stå for tag- og overfladevandshåndteringen i lokalplanområdet. Der skal inden for lokalplanområdet håndteres tag- og overfladevand svarende til en 10-års hændelse jf. Svendborg Kommunes spildevandsplan. Håndteringen kan inkludere udledning til Kobberbækken.

Bassinerne vist på lokalplankortet er dimensioneret på baggrund af en vandhåndteringsplan, som er
udarbejdet i forbindelse med lokalplanlægningen. Der er i dimensioneringen taget udgangspunkt i en
udledning på 0,453 liter/sekund/ha, som er vintermedianmaksimum for Kobberbækken.

Bassinernes endelige udformning og udledningshastigheden til Kobberbækken, fastlægges i forbindelse med udledningstilladelsen.

Udledning til Kobberbækken kræver særlig opmærksomhed, da Kobberbækken er målsat i vandområdeplanerne til god økologisk tilstand. Vandløbet er i målopfyldelse og man skal derfor være opmærksom på, at det ikke må påvirkes således at den tilstand kan ændres. Det gælder især ved kommende nye udledninger til kobberbækken som følge af byggeprojektet. Håndtering af overfladevandet, inden en udledning til Kobberbækken, skal derfor kunne godtgøre at der ikke vil være væsentlig negativ påvirkning af vandløbet.

Dette afsnit er indsat som følge af et generelt lovkrav indført i Planloven den 1. januar 2019. Ekspropriation er tvungen afståelse af ejendom og kan efter Grundlovens § 73 kun ske ifølge lov, hvor almenvellet kræver det og mod fuldstændig erstatning.

Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere private ejendomme eller private rettigheder over ejendomme, når ekspropriationen vil være nødvendig for at sikre virkeliggørelsen af lokalplanen og for varetagelsen af almene samfundsinteresser, jf. planlovens § 47 stk. 1.

Kommunalbestyrelsens adgang til at foretage ekspropriation efter planlovens § 47 stk. 1 bortfalder, hvis beslutning om ekspropriation ikke er truffet inden 5 år efter lokalplanen er offentliggjort.

Lokalplanen fritager ikke kommende bygherrer fra at søge og indhente øvrige fornødne tilladelser, eksempelvis byggetilladelse.

Vejloven

Etablering af nye adgange fra privat ejendom til offentlig vej og/eller privat fællesvej kræver tilladelse fra vejmyndigheden (Svendborg Kommune), jf. vejloven og privatvejsloven.

Udlæg, anlæg og ibrugtagning af private fælles veje og -stier kræver godkendelse af vejmyndigheden jf. privatvejsloven.

 

Landbrugsloven

Lokalplanområdet er en tidligere landbrugsejendom, hvis jorde har været dyrket med almindelige landbrugsafgrøder. I takt med denne lokalplans realisering skal Landbrugsstyrelsen ansøges om at ophæve landbrugspligten i henhold til Landbrugslovens bestemmelser herom.

 

Miljøvurdering af projekt

Konkrete projekter kan kræve en selvstændig screening i forhold til Miljøvurderingsloven inden der søges om byggetilladelse, selv om lokalplanen er screenet efter Miljøvurderingsloven.