Indledning

Vores klode er under et enormt pres fra menneskets overforbrug af naturens ressourcer, som vi forbruger med en hidtil uset hastighed. Affald som ressource har derfor fået en øget bevågenhed i de senere år.

FN har med de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling for første gang formuleret en række konkrete ambitioner for fremtiden. I Danmark har et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale om en klimaplan for en grøn affaldssektor og en omstilling til en cirkulær økonomi.

Det er derved anerkendt at der er et stærkt behov for et paradigmeskifte, hvor vi bevæger os bort fra den lineære ”brug og smid væk” økonomi, og over i en mere cirkulær økonomi, hvor vores ressourcer genbruges eller genanvendes i stedet for at blive brændt eller sendt til deponi.


I Svendborg er vi allerede godt på vej imod en mere cirkulær økonomi. I efteråret 2020 indførte vi nye affaldsordninger i kommunens husstande og i juli 2021 var vi en af blot ni kommuner i Danmark der indførte husstandsindsamling af mad- og drikkekartoner. Denne øgede husstandsindsamling har bidraget til, at vi er gået fra at indsamle 37 % af vores husholdningsaffald til genanvendelse til 65 % på bare to år. Det kan vi godt være stolte af.

Trods det flotte resultat stopper vores arbejde og ambitioner ikke her. Vi skal sikre at en endnu højere andel af vores ressourcer recirkuleres, så vi mindsker vores klimaaftryk og får mest miljø for pengene. Vi vil derfor i denne planperiode arbejde videre med at opnå EUs målsætninger om reel genanvendelse, men i høj grad også rette et øget fokus mod at forebygge affald samt at genbruge produkter før de ender som affald.

I Svendborgs Affaldsplan for 2023-2034 kan du læse om, hvad Kommunen i samarbejde med Vand og Affald konkret vil arbejde med for at øge genanvendelsen af affald og forbedre vores håndtering af affald. Vi har valgt fire overordnede temaer, som danner rammen for vores indsatser og aktiviteter i de kommende seks år.

Affaldsplanen blev godkendt af Svendborg Kommunes Kommunalbestyrelse d. 31. oktober 2022.

God fornøjelse med læsningen.