Kommunalt udpegede supplerende indsatsplanområder

Definition og afgrænsning

Det fremgår af vandforsyningsloven, at indsatser efter lovens §13 skal foregå indenfor indsatsområderne (IO). Hvis kommunen vurderer, at der skal ske indsatser uden for IO, skal det hjemles i vandforsyningslovens §13 a. Svendborg Kommune har som beskrevet ovenfor vurderet, at det er nødvendigt at udpege dele af indvindingsoplandene, der ikke er udpeget til IO, som områder, hvor en særlig indsats er nødvendig. De områder, der er udpeget som IO i Svendborg Kommune, foretages der kun en indsats i, hvis de ligger inden for 50-års indvindingsoplandet.

Der er taget udgangspunkt i de statsligt beregnede SGO, se figur 3. Indenfor de udpegede SGO sker der en forholdsvis stor grundvandsdannelse af relativt ungt vand fra terræn til almene vandforsyningers indvindingsboringer. På Tåsinge, hvor SGO endnu ikke er beregnet, er der taget udgangspunkt i statens kortlægning af grundvandsdannelsen.

Som udgangspunkt anvendes kun de dele af SGO-udpegningen, hvor transporttiden nede i grundvandsmagasinet er maksimalt 50 år hen mod vandværkets boringer, se figur 4, med mindre, der er større sammenhængende områder, der er udpeget som SGO.

Hermed fås de kommunalt udpegede SIO (supplerende indsatsplanområder), se figur 5, som sammen med de af staten udpegede indsatsområder udgør de områder, hvor en særlig indsats er nødvendig, se figur 6.

Hvis de områder, hvor der er den største grundvandsdannelse indenfor 50 års oplandet, beskyttes mod pesticider, vil der ske en betydelig tilførsel af rent vand til magasinet. Et sådan tiltag vil indenfor en overskuelig fremtid kunne give en stor gavnende effekt for vandkvaliteten i vandværksboringerne. Denne beskyttelse vil samtidigt kunne være med til at afværge, at koncentrationer af endnu ikke fundne problemstoffer fortyndes med det rene unge vand, så kvalitetskravet for drikkevand overholdes. Derudover er der større sandsynlighed for, at kendte problemstoffer, som kommer fra den del af indvindingsoplandet, hvor vandet er mere end 50 år om at nå et vandværks boring, også udtyndes med det rene vand, så kvalitetskravet også kan overholdes for disse.

Prioritering af udpegede sårbare områder

For hvert vandværk er det fællesmængden af det tilhørende supplerende indsatsplanområde og indsatsområde prioriteret i forhold til, hvad og hvornår der skal iværksættes en beskyttelsesindsats, udover den generelle beskyttelse og udover kommunens administrative retningslinjer for grundvandsbeskyttelsen.

Prioriteringen tager udgangspunkt i dels nærheden til vandværksboringerne, dels den modellerede transporttid for grundvandet fra vandspejlet og ned til boringerne og dels den naturlige beskyttelse af grundvandsmagasinet vurderet ud fra de hydrogeologiske forhold.

Områder hvor en stor del af transporttiden er under 25 år og/eller der er en ringe beskyttelse af grundvands-magasinet og/eller en manglende viden om de hydrogeologiske forhold er prioriteret som en zone 1.

Områder hvor en stor del af transporttiden er under 50 år og/eller der er moderat beskyttelse af grundvandsmagasinet er prioriteret som zone 2.

De øvrige dele af de udpegede sårbare områder, hvor der er en moderat beskyttelse, og som ligger forholdsvis langt væk fra vandværksboringerne, eller af andre årsager vurderes at skulle undersøges nærmere for sårbarhed, er prioriteret som zone 3.

På figur 7 er vist prioriteringen for hvert vandværk. Som det fremgår, er der vandværker hvor hele indsatsplanområdet inkl. indsatsområde er prioriteret som zone 1, mens der er andre der kun er opdelt i 2 zoner, hvor nogle kan være zone 1 og zone 2, mens andre kan være en zone 1 der går direkte over i zone 3 alt afhængigt af de lokale forhold.