Forhold til anden planlægning og lovgivning

Forhold til andre planer og strategier

Landsplanlægning

Kommuneplantillægget overholder landsplanlægningen. Dog rummer planlægningen et mindre overlap med et graveområde for rødbrændende ler indenfor Region Syddanmarks råstofplaner. Da overlappet mellem kommuneplanrammen og graveområdet for rødbrændende ler på matrikel 12a er placeret i udkanten af graveområdet og kun udgør et begrænset areal på omkring 2000 m2, er det Regionens vurdering at planlægningen ikke er i strid med råstofplanen. 

Råstofplanen indeholder retningslinjer der skal sikre, at råstofressourcerne i grave- og interesseområder ikke beslaglægges og i lokalplaner skal det sikres, at planlægningen ikke er i strid med råstofplanen.

 

Kystnærhedszone

Området er ikke beliggende indenfor kystnærhedszonen.

 

Natur og Miljø

Svendborg Kommune må ikke vedtage planer, der kan skade arter eller naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Nature 2000-områder, eller yngle- og rasteområder for arter på EU’s habitatdirektivs bilag IV. Alle planer og projekter skal derfor vurderes i forhold til, om de kan skade Natura 2000-områder eller strengt beskyttede arter på direktivets bilag IV.

Natura 2000

Nærmeste Natura 2000-område er Natura 2000-område nr. 241, Rødme Svinehaver, som ligger ca. ca. 2 km sydvest for planområdet. Svendborg Kommune vurderer, at planen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke Natura 2000-områder.

 

Habitatbekendtgørelsen

Kommunen må ikke vedtage en plan, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV. Habitatbekendtgørelsen indeholder i § 11 et krav om, at alle planer og projekter skal vurderes i forhold til deres virkning på bilag IV-arter. 

Der er ikke fundet plante- eller dyrearter på habitatdirektivets bilag IV inden for lokalplanområdet. Det vurderes, at plangrundlaget ikke vil være i strid med Habitatdirektivet.

 

Fredede områder

Der er ingen områder, der er udpeget som fredede områder inden for rammeområdet. 

 

Infrastruktur

Svendborg Kommune har fået udarbejdet en ekstern trafikanalyse for området med fokus på at belyse den fremtidige trafikbelastning, når boligområdet udbygges. Trafikanalysen konkluderer, at planområdet vil genere mere trafik, men det eksisterende vejnet har kapacitet til at håndtere det. 

 

Kulturarv og landskab

Indenfor kommuneplanrammen giver planlægningen mulighed for at ændre landskabet fra landbrugsjord til bebygget boligområde. Planlægningen giver mulighed for grønne friarealer og en bykant mod nord i sammenhæng til det omgivende landskab. 

Kommuneplanrammen, der ønskes udlagt, er på ca. 7 ha  placeret i umiddelbar forlængelse af Kirkeby by i et større område, der er udpeget som det geologisk beskyttelsesområde - Stenstrup Egebjerg. Området udgør ca. 9.000 ha og strækker sig fra kommunegrænsen i nord til øhavet i syd. Det omfatter bl.a. det nærmeste opland til Stenstrup med det flade issølandskab. Området rummer forskellige geologiske elementer hvoraf det mest karakteristiske er Egebjerg Bakker, der ligger sydvest for kommuneplanrammen. Boligområdet giver mulighed for bebyggelse med en tilladt bygningshøjde på maksimalt  8,5 meter. Det ligger ikke i tilknytning til værdifulde geologiske landskabsformationer og det grænser op til eksisterende bebyggelse mod både vest og syd.

 Da der indenfor planområdet ikke er nævnte værdifulde, geologiske landskabsformationer såsom åse, ådale, tunneldale, randmorænebakker, dødislandskaber, er det derfor kommunens vurdering, at kommuneplantillægget ikke vil være i strid mod de nationale geologiske interesser.

 

Spildevandsplan 2020-2031

Planområdet er ikke omfattet af spildevandsplanen. Der skal derfor udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen. 

 

Planlægning i forhold til nabokommuner

Rammeområdet grænser ikke op til en nabokommune, og det vurderes, at kommuneplantillægget ikke får betydelige konsekvenser i andre kommuner.